Header

Så er der afskedskaffe for Inger Merete - det er 14.30-16.00 i dag, så husk at sige farvel til Inger Merete der går på efterløn efter 33 år hos os :-)

---

Forældretakster 2016

Vi følger som altid Skanderborg Kommunes takster for forældrebetaling og kommunen har netop besluttet taksterne for 2016, her er taksterne i år og næste år:

2015: Vuggestue forældretakst 3.110 og børnehave på 1.766.
2016: Vuggestue forældretakst 3.204 og børnehave 1.807.

Altså en stigning på 94,- om måneden for vuggestueplads og 41,- per måned for børnehavebørn. Hvilket er det samme beløb som i alle kommunens offentlige institutioner.

---

Huskelisten

Ingen plasticposer: Vi vil endnu en gang huske alle på at plasticposer er forbudt i børnehaven, af hensyn til kvælningsfare. Har man behov for at tage en plasticpose med i børnehaven, bedes man beholde den og tage den med sig videre eller smide den ud i skraldespanden i køkkenet eller affaldscontaineren udenfor. Har man brug for en pose til våde ting når man går hjem, kan man altid tage en gennemsigtig pose fra hylden på toiletterne.

Sig farvel til en voksen:  Husk at sige farvel til en voksen så vi ved i er gået og især at jeres barn er gået :-)

---

Personaleændringer

• Nikoline som vi kender godt starter den 1. december i et års barselsvikariat.

• Anneliv fortsætter stadig i vuggestuen, formentlig til en gang i foråret.

• Oppe på første etage er Andreas i virksomhedspraktik i en måned.

• Og så er vi blevet praktikplads for pædagoguddannelsen, så til juni næste år kommer der måske den første pædagogstuderende i (lønnet) praktik hos os for første gang :-)

---

Tak for overnatning

Vi vil gerne sende en stor tak til de forældre der lavede overnatning til børnene. Overnatningen var også en stor succes hvor vi blandt andet nød den fine nye projektorhylde som forældre til Smukdag byggede, den var superfin til godnatfilmen på storskærm.

---
Nye børn

Nye børn

Næste nye barn der starter er Storm der starter i vuggestuen til januar :-)

---
Familiefotos

Familiefotos

Mandag den 7. og tirsdag den 8. december er der de årlige familiefotos klokken 15.00-16.45, hvor man kan få taget semi-professionelle fotos af ens børn, familie, bedsteforældre - enkeltvis eller alle samlet.

Om onsdagen 15-16.45 er der afhentning af de bestilte billeder. I får naturligvis også mulighed for at få digitale kopier uden beregning. Der vil ikke være mulighed for flere professionelle print efterfølgende.

---

Bestyrelsesreferat

Herefter følger et forkortet beslutningsreferat fra sidste bestyrelsesmøde i vores selvejende institution - husk at her har vi alle beslutningskompetencen så er der noget du ønsker uddybet, så skriv eller ring meget gerne. Ønsker du at læse hele bestyrelsens referat, kan du altid skrive til mig.

Personaleændringer

Da Inger Merete jo går på pension til slutningen af året og Trine går på barsel, så har vi slået et vikariat til Svalestuen på 30 timer i ugen og en fastansættelse til Musvitstuen på 20 timer i ugen op.

Svalestuen: Efter første runde af samtaler er vikariatet med start d. 1. december 2015 på Svalestuen blevet besat af Nikoline Mathilde Hampen Thomsen, der tidligere har haft sin gang i børnehaven både som barn i institutionen og vikar. Velkommen til Nikoline.

Musvitstuen: I denne uge (uge 46) kører 2. ansættelsesrunde med jobsamtaler til 20 timers stillingen på Musvitstuen, hvor bestyrelsen og en respræsentant fra Musvitstuen vil deltage. På grund af, at det lave antal timer gør stillingen mindre attraktiv, har det været svært at finde kandidater til en fastansættelse. Derfor har vi valgt at ændre stillingen til et vikariat frem til d. 1. juni 2016.

Visioner og værdier

Opfølgning på “Visioner og værdier” i nyhedsbrev 2-2015.

Arbejdet med visioner og værdier for Galten Børnehave og Vuggestue skrider fremad. I uge 45 blev der sat ord på det værdisæt, som danner rammen for personalets samarbejde hver dag:  Omsorg og tillid, gensidig respekt, fællesskab og medindflydelse, passion og humor.

Næste skridt i arbejdet med visioner og værdier bliver udarbejdelse af hverdags-visionerne, det vil sige de overordnede mål, som arbejdet i GBV sigter mod i hverdagen. I takt med at arbejdet fortsætter, skal I forældre nok blive informeret.

Lån/leje af lokaler

Af og til er der henvendelser fra folk, der gerne vil låne eller leje vores lokaler til et arrangement.

Skulle folk henvende sig til jer, for at få viden om reglerne i forhold til lån og leje af lokalerne er de som følger:

• Du kan låne eller leje Galten børnehave og vuggestues lokaler når:

• Du er medlem af børnehavens venner.

• Du er en del af fællesskabet, hvilket betyder, at vi skal kende dig og, hvad du “står for”.

Smukdag

Det er VIGTIGT for børnenes og personalets hverdag, at I deltager i mindst én af de to årlige Smukdage. Det er et behov, da huset byder på mange opgaver med vedligeholdelse, som vi gerne vil spare penge på ved at gøre det selv. Det giver os økonomien til for eksempel at tage på en bondegårdstur.

Ud over det økonomiske aspekt, så kan du gøre Smukdag bedre for de andre deltagere, ved at være med til at løfte de fælles opgaver og bidrage til den hyggelige stemning.

Sådan får du tid

Sæt X i kalenderen: Næste Smukdag er lørdag d. 16. April 2016. Forældre, der har andre aftaler samme dag, bidrager ofte med den tid, som de lige har til rådighed. Det kan være alt fra 30 minutter til det meste af dagen.

Bedsteforældre, er også meget velkomne, om ikke andet, så for at få kvalitetstid med børnebørnene, og et indblik i deres hverdag.

Smukdag d. 7. november 2015
Tak for endnu en hyggelig og effektiv Smukdag, hvor vi fik ordnet størstedelen af de gøremål, som var på stuernes ønskelister. Det er altid dejligt at løfte børnenes hverdag i godt selskab.

Også en stor tak for morgenmaden, som blev doneret til GBV af Isabellas (Musvitstuen) forældre - TAK! 

De bedste hilsener fra Thomas Rich
Bestyrelsesformand, Galten Børnehave og Vuggestue

---

Husk og tjekke kalenderen!

www.galtenbornehave.dk/kalender

Her kommer de vigtigste datoer:

dec 3 kl. 15:00-16:30: Julefest for familien
dec 3 kl. 17:00-19:00: Skolestartermøde ved Gyvelhøjskolen for storebørns forældre
dec 7 kl. 15:00-16:45: Familiefotos - mød op og få et billede af dine børn eller familie
dec 8 kl. 09:00-11:00: Kun børn: Galten Biblioteks julefest ved Biblioteket (Galten)
dec 8 kl. 15:00-16:45: Familiefotos igen
dec 9 kl. 10:00-11:00: Vuggestuen til gudstjeneste i kirken
dec 9 kl. 15:00-16:45: Familiefoto afhentning
dec 10: Dukketeater jul
dec 16 kl. 11:00-12:00: Børnehaven til gudstjeneste i kirken
dec 17: Børnejulefrokost
dec 19 kl. 10:00-13:00: Julefodbold børnerække E ved Klank Idrætscenter
dec 19+20: Julefodbold for voksne, personale og forældre

---