Header

Nyt fra ledelsen

Kære forældre, det nye år 2018 er begyndt og alle er ved at være tilbage fra ferie. Vi ser frem mod et spændende år med Jeres børn og glæder os over et dejligt børnetal fremtidsmæssigt i vores hus. Traditionen tro afholder vi mange arrangementer sammen med jeres børn og jer forældre. Det er en god ide at gå på vores hjemmeside og finde vores kalender, hvor i kan finde alle datoer for vores arrangementer i 2018. I kan også kombinere den med Jeres smartphone kalender.

Trine er begyndt på Svalestuen og vi har ansat Line, som pædagog på Musvitstuen. Velkommen til Line på Musvitstuen og velkommen til Trine på Svalestuen.

Og så vil vi gerne sige velkommen til Alexander og Mathias og deres familier der begynder på henholdsvis Lærke og Svalestuen.

På Musvitstuen er Clara begyndt. Velkommen til hende og hendes familie.

I Galten Børnehave og Vuggestue vil vi gerne fastholde det gode forældresamarbejde. Og uden Jer kunne vi ikke opnå alt det, vi har mulighed for i vores hverdag med jeres børn. Den store frivillighed og hjælpsomhed betyder rigtig meget for personalet og er en stor hjælp i vores hverdag som er godt givet ud til jeres børn. Til vores arrangementer er det en stor hjælp når i forældre hjælper med forberedelse, eller andet og det vil vi rigtig gerne have I fortsætter med i 2018. Det betyder rigtig meget for os. I det kommende år vil vi også lave flere sociale arrangementer, som fællesspisning, fodboldaften, syaften og meget andet. Det er vigtigt for os, når man er en del af Galten Børnehave og Vuggestue, at man føler sig velkommen og føler sig som en del af en familie og fællesskab i vores hus.

Pædagogisk vil vi i år hver måned, arbejde ud fra vores forskellige læreplanstemaer og give tid og plads til det enkelte barn i vores hverdag med fokus på udvikling gennem fællesskaber og traditioner. Vi tror på at udvikling og læring sker  gennem leg, nærvær, omsorg, tryghed og den trygge relation mellem mennesker. 

Derfor er det vigtitg for at os at give tid og plads til at være barn og lege i samspil med andre.  

I vores hus har vi mulighed for at lave forskellige aktiviteter på stuerne. Nogle gange er der lukkede døre ind til stuen. Det gør vi for at sikre os den bedst mulige ro til fordybelse og fastholdelse af børnene i vores pædagogiske aktiviteter. Det betyder ikke at I forældre ikke er velkomne til at komme ind på stuen, men at vi sikrer os den bedst mulige ro til børnene og de voksne i aktiviteten. I er altid velkommen på stuerne.

---

Pædagogisk klumme

I løbet af januar måned vil vi arbejde med sproglig udviklling i vores hverdag.

Børnenes sproglige færdigheder udvikles hele tiden mens de går i Galten Børnehave og Vuggestue. De udvikles med sproglige påvirkninger i alle hverdagsaktiviteter, i samværet med de andre børn, i spisesituationer m.m. Visuelt er sproget en del af vores hverdag, idet der hænger rim og remser samt bogstaver på væggene. Vi voksne skaber et udviklende sprogmiljø, hvor de voksne er "sprogbevidste" i alle hverdagssituationer - sætter ord på alle handlinger og leger med ordene.

I praksis arbejder vi blandt andet med:

• De voksne støtter børnene i at udvikle et varieret og korrekt sprog

• Bruge samlingerne og spisesituationer til at snakke med børnene, f.eks.:
- Snakke årstider - vejret, ugedage, om kommende aktiviteter m.m.
- Snakke om hvad de har oplevet i weekenden, ferier m.m.
- Synge, lege sanglege, sproglege, historiefortælling, m.m.
- Til hyggesnak - Øve begreber m.m.
- Ved borddækning - styrke ordforrådet, tælle, øve begreber

• Hjælpe børnene til at bruge sproget til at løse konflikter

• Sang og musik, sanglege

• Højtlæsning, rim og remser

• Tage på ture ud af huset - ud for at se og opleve

• De voksne er nærværende i kommunikationen med børnene

• Vi arbejder med dialogisk læsning

• Vi videreudvikler Hit med Lyden i vuggestuen

---

Børnehaven

Så er julen veloverstået. Vi håber alle har haft en skøn ferie med masser af hyggetid sammen med familie og venner.

December måned er jo altid en travl måned og denne var ingen undtagelse. 

Vi har haft dukketeater, julemanden har været på besøg, de store børn har pyntet Jutlander Banken og vi har haft julefrokost....bare for at nævne et par aktiviteter. Det var en rigtig dejlig december måned med jeres børn.

I januar måned skal vi i børnehaven arbejde mere med sprog. Det bliver i det daglige som vi altid gør, men også med mere fokus til samling. Vi skal bl.a. arbejder mere med Hit med lyden i denne måned.

---

Vuggestuen

Kære Alle forældre.

Håber alle har haft en god juleferie og alle er kommet godt ind i det nye år.

Vi har i Januar måned fokus på vores læreplanstema der hedder sprog, det vil komme til udtryk specielt i vores samling hvor vi øver os at sætte ord på hvad vi har lavet og fx hvordan vejret er udenfor, samt synge sange fra vores sangmappe. Vi snakker også meget om vores stue er i en forandringsproces i forhold til, at vi i øjeblikket er ved at få malet og flyttet lidt rundt på tingene. Vores stue er blevet meget tom efter alt julepynten er kommet ned, så vi er også igang med at få lavet en masse nyt børnepynt som skal op og pynte vores stue igen.

Mejserne har brug for hjælp fra jer forældre til at huske man lukker dørene efter sig specielt i hente/bringe situationer, da dørene hjælper os med at skabe ro og rum til dem som har brug for det og at vi ikke skal lukke døren for jer og hente børn i henholdsvis børnehave og på Musvitstuen.

Vi er alle i gang med at lære Line at kende og glæder os over det nye hun kommer med og vil vise os på gulvet og i pædagogisk praksis.

I skal som forældre være med til at byde Line hjertelig velkommen i vores familie i Galten Børnehave og Vuggestue.

---

Husk at tjekke kalenderen!

www.galtenbornehave.dk/kalender