Galten Børnehave & Vuggestue har til huse i Galtens gamle drengeskole, hvor selve bygningen har huset børn i over 100 år.
I dag danner den en hyggelig ramme for Svalestuen, Lærkestuen, Mejsestuen og Musvitstuen – børnene og de voksne.
Her er mange krinkelkroge og små rum og vi der færdes her til daglig synes, at det er med til at give huset liv og atmosfære.
Børnehaven er også en generationsbørnehave, idet flere af børnenes forældre og bedsteforældre har haft deres daglige gang her.
En af livsnerverne i huset er vores store spisekøkken. Her mødes vi til morgenmad og duften af lune boller.
Køkkenets indretning og placering gør det muligt for børnene at deltage i bagning.
Det fællesskab og samvær, det giver at sætte sig til bordet og spise et måltid mad er noget, vi alle sætter stor pris på og nødigt vil undvære.
Desværre har tiderne forandret sig, men en gang imellem går vi stadig i køkkenet sammen med børnene for at lave mad. Når tiden og ressourcerne tillader det, bager vi sammen med børnene det brød, der serveres om morgenen.
I husets nye motorikrum Fuglereden på 1. sal er der mulighed for fysisk udfoldelse som sang, musik, dans og gymnastik og man kan også bygge huler eller en stor togbane.
Dette rum har en anden væsentlig funktion, idet det danner rammen om en dukketeaterforestilling, hvor eventyret og fantasien får frit spillerum.
Læs mere om motorikrummet Fuglereden her
Udenfor er der have og legeplads, hvor der igen kan trækkes en rød tråd til drengeskolens tid.
Der er de næsten 100 år gamle lindetræer, de gamle frugttræer og buske.
Børnene kan lege med jord og vand – de kan gemme sig i huler og klatre i træer – balancere på træværk og eksperimentere med naturen.
På bålpladsen lærer de at omgås ild, når vi sammen laver popcorn, bager snobrød og pandekager og koger suppe – eller bare har bål.
I øvrigt har Galten Børnehave & Vuggestue en sådan beliggenhed, at vi har rig lejlighed til at tage børnene med på opdagelse i nærmiljøet: biograf, bibliotek, kirke, sportsplads, skov, mose og gårde. Det hele i gå-afstand.
Mange ting er nævnt, flere skal opleves, men til en start:
Hjertelig velkommen i Galten Børnehave & Vuggestue!